30 år med pierre.dk

Pierre Legarth lagde for 30 år siden grundstenen til Europas største lakkæde med base i Kolding

Lørdag den 8. august er det præcis 30 år siden, at den dengang 19-årige Pierre Legarth etablerede sig som selvstændig autolakerer i en garage på 100 kvadratmeter på Østermarksvej i Vamdrup.
I dag har virksomheden – pierre.dk Autolakering A/S – udviklet sig til Europas største lakkæde over 450 medarbejdere og mere end 30 filialer i Danmark, Sverige og Tyskland.
Historien om Pierre Legarth og pierre.dk Autolakering A/S er også en historien om vilje, mod og mandshjerte. Og om at tro på sin chance og have sit hjerte med i det daglige arbejde.
– Jeg stod i lære som autolakerer ved Vamdrup Autolakering, der dengang var et af de førende lakcentre herhjemme. Men jeg havde ambitioner og drømte om at blive selvstændig. Jeg troede på det og kunne godt lide at skabe noget og se tingene vokse, fortæller Pierre Legarth.

Fra garage til koncern

I pierre.dks smukke hovedsæde på Trianglen 12 i Kolding, som også rummer det største og mest moderne lakcenter på kontinentet, sidder Pierre Legarth i dag som arbejdende bestyrelsesformand, efter at den forhenværende økonomidirektør Bo Jacobsen overtog direktørstolen kort før sommer.
Med et net af moderne lakcentre fordelt over tre lande – og med planer om yderligere ekspansion – er rollen en noget andet, end da eventyret tog sin begyndelse tilbage i 1985.
– Helt fra jeg var en ung knægt, har jeg været helt vild med knallerter, og i 14-15 års alderen udviklede jeg en stor kærlighed for at dekorere og sprøjtemale hjemme i garagen. Det satte jeg så mere eller mindre i system samtidig med, at jeg jo også skulle passe min skole. Men der var jo altid kammerater, der lige skulle have tanken på sin knallert lakeret, og så måtte man jo bare tage de små timer i brug, fortæller Pierre Legarth.

Dygtig til sit håndværk

Efter et års tid som selvstændig begyndte tingene stille og roligt at gå i retning af udvidelse. Der kom flere og flere kunder til, og virksomheden fik så småt vokseværk.
– Udover at være en god håndværker, er der især to ting, som man skal kunne, for at man kan blive den perfekte autolakerer. For det første skal man være i stand til at planlægge og strukturere sit arbejde, for det er altafgørende, at opgaverne bliver gjort i den helt rigtige rækkefølge. Ellers løber det fra en, fortæller Pierre Legarth.
– Desuden er det vigtigt, at man er ærekær. Arbejdet skal gøres ordentligt, og det er slet ikke så ligetil, som man måske skulle tro. At være autolakerer er faktisk et af de sværeste håndværk, som findes. Og i pierre.dk-koncernen har vi tilvejebragt et lakkoncept, som er basereret på markedets højeste kvalitet til tiden og til konkurrencedygtige priser, påpeger grundlæggeren.

Det store udland

Pierre Legarth har sjældent selv sprøjtepistolen i hånden mere, for i dag handler det om at styre og strukturere den store lakkoncern. Om at have det store overblik. Og om at bevare sit fokus.
– De seneste mange år har selskabet vækstet voldsomt, dog altid med fokus på kontrolleret vækst. Koncernen har siden 2010 haft blikket rettet mod udlandet, og allerede i 2011 etableres søsterkæden pierre Billackering AB, hvorefter det største lakcenter i Sverige blev opkøbt, fortæller Pierre Legarth.
pierre Billackering AB driver i dag otte moderne lakcentre i Sverige, og i 2014 etableres endvidere søsterkæden pierre Autolackierung GmbH i Tyskland.
– Vi har etableret vores tyske base i Hamburg, hvor vi også har en filial. Og tidligere i år overtog vi så to lakcentre ved Hannover og Soltau, udtaler Pierre Legarth.

Værdi for kunderne

Lakkonceptet, der har gjort pierre.dk til Europas største kapital-lakkæde, handler om at tilvejebringe en unik værdiskabelse, der er profitabel for virksomhedens kunder.
– Men det handler også om godt købmandskab og om at være tro mod firmaets strategi. Og så skal man ikke love noget, som man ikke kan holde. Jeg har altid troet på, at hvis man har sit hjerte med på jobbet, og samtidig gør alt, hvad man kan, så skal udviklingen nok gå i ens retning, understreger Pierre Legarth, der altid har ført en gennemsigtig og autentisk lederstil.
For fem år siden købte kapitalfonden Maj Invest Equity 75 procent af koncernen.

Medarbejderne skal plejes

– For mig har det altid været afgørende, at medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø er i fokus. Virksomhedens succes kan direkte afspejles i vore engagerede og motiverede medarbejdere, som i øvrigt alle skal have ros for deres imponerende indsats gennem alle årene. Medarbejderne er virksomhedens største aktiv og de har været med til at skabe en utrolig vækst, fortæller Pierre Legarth, der altså er gået fra en ansat til mere end 450 medarbejdere på 30 år.
Det har altid været en af grundpillerne i virksomheden, at medarbejdernes ve og vel har plads på dagsordenen.
– For det er jo i virkeligheden medarbejderne og vores stærke organisation som skal have kredit for vores gule førertrøje. Og positionen som markedsleder skal vi selvfølgelig fastholde og udvikle. Vi skal sørge for at beholde førertrøjen, fortæller Pierre Legarth, der er stolt over, at virksomheden har vækstet, samtidig med, at markedet generelt set har været faldende.

Gode råd til iværksættere

Organisationen i virksomheden er strømlinet, og der er lagt kræfter i at holde omkostningerne nede via procesoptimering. Det gælder blandt andet også i forbindelse med it-systemet samt i henhold til lager- og ordrestyring samt virksomhedens logistik.
– Desuden har vi en ret smal administration, samtidig med at vi er yderst fleksible på kapaciteten. Eksempelvis har vi vore egne autotransportere, der kan flytte bilerne rundt i forbindelse med spidsbelastninger. Det skal forstås således, at hvis der er fyldt op på det ene lakcenter, så rykkes bilerne til et af de andre lakcentre. Det er virkelig et interessant konkurrenceparameter, idet vi herved kan leve op til vores leveringsgaranti på 24 til 48 timer, udtaler Pierre Legarth, der forventer, at lakkoncernen næste år vil udføre mere end 150.000 reparationslakeringer.
Den innovative iværksætter har i øvrigt tre gode råd til andre iværksættere:
– Det er vigtigt, at man fastholder sin strategi og er hurtig til at tage en beslutning. Og så skal man være parat til at løbe en risiko, anbefaler Pierre Legarth.