Autocentralen og pierre.dk indleder strategisk samarbejde

Autocentralen og pierre.dk Autolakering – hvis hovedkvarter vi ser på billedet – har indgået en samarbejdsaftale. Foto: pierre.dk

En af landets største bilkoncerner, Autocentralen, er netop blevet enige med pierre.dk Autolakering A/S om et strategisk samarbejde, der som minimum strækker sig over de næste ti år.

En ny stor og strategisk samarbejdsaftale i bilbranchen er netop faldet på plads, efter at Autocentralen og pierre.dk Autolakering A/S har skrevet under på en tiårig aftale.

Autocentralen, som er en af landets største bilforhandlere med otte bilhuse i en række store midt- og sydjyske byer, overdrager nu deres aktiviteter inden for autolakering til pierre.dk Autolakering A/S.

Samtidig bliver pierre.dk-koncernen – der er Danmarks største – eksklusiv samarbejdspartner med Autocentralen inden for alt, hvad der handler om lakeringsydelser.

– Det er vi naturligvis meget glade for og stolte over, fortæller Bo Jacobsen, der er administrerende direktør for pierre.dk Autolakering A/S.

En stor anerkendelse

– Det er en stor anerkendelse, at Autocentralen har valgt pierre.dk som deres strategiske samarbejdspartner vedrørende lakeringsopgaver. Autocentralen er en yderst professionel drevet bilkoncern, der er i stor vækst, forklarer direktøren.

Han ser frem til at understøtte virksomhedens flotte og ekspansive udvikling.

Autocentralen har – præcis som pierre.dk Autolakering A/S – sit domicil i Kolding, hvor koncernen driver intet mindre end tre store bilhuse. Senest har Autocentralen overtaget forhandlingen af Volkswagen og Skoda i henholdsvis Esbjerg og Horsens.

Fokus på fortsat ekspansion

Autocentralen har via sit lakcenter i Kolding været del af Lakekspertens indkøbssamarbejde, men nu har de altså valgt at outsource samtlige lakeringsaktiviteter.

– Vi ønsker at fokusere på vores kerneforretning samt den fortsatte ekspansion inden for dette felt. Det er der, vi vil bruge vores ressourcer, forklarer Anders Jensen, der er koncerndirektør hos Autocentralen. Han ejer koncernen sammen med sin bror, Palle, og sin far, Knud.

Bilforretningen blev grundlagt i 1976 af Knud Jensen – og har gennem alle årene været en familieejet virksomhed.

– Bilbranchen er inde i en rivende udvikling, og det er vores forventning, at den igangværende konsolidering, hvor færre koncerner breder sig over flere adresser vil fortsætte, fortæller Anders Jensen.

Får frigjort ressourcer

Det er netop som en konsekvens deraf, at Autocentralen har valgt at outsource koncernens lakeringsopgaver til pierre.dk.

– På den måde får vi frigjort ressourcer blandt andet i ledelsen, så vi kan sikre en fortsat ekspansion af vores kerneforretning. Samtidig får vi i pierre.dk en partner, der kan servicere os i hele landet, understreger Anders Jensen.

pierre.dk-koncernen har i forvejen samarbejdsaftaler med en lang række af de førende bilkoncerner i Danmark.

FAKTA – AUTOCENTRALEN:
Autocentralen blev grundlagt i 1976 af Knud Jensen, der i dag har sine to sønner, Palle og Anders Jensen, som medejere.
Bilkoncernen driver otte bilhuse i det midt- og sydjyske: Esbjerg, Vejen, Haderslev, Vejle og Horsens – samt i Kolding, hvor man råder over tre bilhus samt koncernens domicil.
Autocentralen er autoriseret forhandler af Opel, Hyundai, Nissan, Honda, Citroën, DS, Skoda og Volkswagen samt autoriseret servicepartner på Audi. Koncernen sælger over 10.000 biler årligt, og på koncernniveau beskæftiges over 350 medarbejdere og omsættes årligt for over 1,5 milliarder kroner.

FAKTA – PIERRE-DK AUTOLAKERING A/S:
pierre.dk Autolakering A/S blev grundlagt i 1985 af Pierre Legarth. I foråret 2016 blev pierre.dk en del af Intelligent Repair Solutions Holding GmbH, som ud over ledelsen har Ufenau Capital Partners som aktionærer.
Pierre Legarth er i dag bestyrelsesformand i pierre.dk-koncernen, mens Bo Jacobsen er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.
I 2005 etableredes et nyt og stort hovedsæde i Kolding, hvor virksomheden i dag råder over det største og mest moderne autolakeringscenter i Europa.
I foråret 2011 etablerede lakkoncernen sit første lak-center uden for landets grænser, da Lundblads Billackering AB (Sveriges største lakcenter) blev opkøbt. Siden er yderligere 12 svenske lak-centre overtaget – alle i regi af Pierre Billackering AB.
pierre.dk-koncernen driver sammenlagt 54 lakcentre i Sverige, Danmark og Tyskland.