Det handler om effektivitet

Der er penge at hente for pladeværkstederne, hvis de bliver bedre til at opgøre ikke bare skader men også forbruget i forbindelse med skaderne. Netop derfor havde pierre.dk Autolakering A/S indbudt en række pladeværksteder til et tema-arrangement på Hotel Scandic Odense d. 1. november, og der er flere lignende arrangementer i støbeskeen andre steder i landet.

– Det handler om at spare tid, for hvert minut koster ni kroner ude på værkstederne. Det ved vi. Så det handler om at driftsoptimere hele tiden, og det er derfor, vi er her i dag.
John Milton fra AutoBranchen Danmark har taget hul på en detaljeret gennemgang af it-systemet Qapter – den nye platform til opgørelse af skader indenfor autobranchen. Foran ham sidder knap 50 medarbejdere fra en række pladeværksteder på Fyn og i Sønderjylland, og der er overraskende stille i lokalet, mens John Milton guider dem gennem det ene klik efter det andet.
– Hvor mange af jer bruger egentlig det her system i det daglige, spørger han og tæller til 14-15 stykker.
– Okay. Hvorfor bruger I andre det ikke?
– Nyt er bøvlet, lyder det ærlige svar fra en af gutterne i lokalet efter et kort øjeblik med komplet stilhed.

En bedre forretning
Og det er præcis derfor, pierre.dk har taget initiativ til arrangementet, der bliver afviklet på Scandic Odense denne første dag i november.
– Det her nye system til skadeopgørelse volder folk problemer, og det vil vi gerne hjælpe dem med at få løst, fortæller Carsten Andreassen, Call Center chef hos pierre.dk.
I samme forbindelse sætter virksomheden fokus på lakeringsopgørelser i forbindelse med skaderne, for såfremt pladeværkstederne gør skaderne korrekt op første gang, vil hele reparationsprocessen blive mere effektiv til gavn for kunden, pladeværkstedet og pierre.dk, understreger Carsten Andreassen.
– Det handler om bundlinje, og arrangementet her er sat i søen for at hjælpe pladeværkstederne til at skabe en bedre forretning. Kort og godt, konstaterer Call Center chefen, der heller ikke lægger skjul på, at mere præcise opgørelser også er til gavn for pierre.dk – en win-win som han kalder det.

Deres hverdag
Værkstedssnakken er stukket i lommen for en kort bemærkning, men lokalet med blåt tæppe og lyse gardiner minder heller ikke meget om et pladeværksted.
De mange mænd bag bordene lytter i stedet opmærksomt til først John Milton fra AutoBranchen Danmark og derefter til Direktionsrådgiver Lasse Jæger fra pierre.dk, der også er næstformand i AutoBranchen Danmark. Og de holder sig ikke tilbage med spørgsmål. Heller ikke de kritiske, og det er præcis, som det skal være, siger Lasse Jæger
– Det er jo deres hverdag, det drejer sig om, så det er klart, det er noget, der ligger dem meget på sinde, og netop derfor er det vigtigt med den her slags arrangementer, fortæller han.

Landsdækkende arrangementer
Arrangementet i Odense er det første af en række, der bliver afviklet over hele landet. Næste gang er det pladeværkstederne i Midt- og Nordjylland, der bliver indbudt, hvorefter turen går til Sjælland oplyser Carsten Andreassen.