pierre.dk fortsætter Tysklands-togt

Johann Frischholz (til højre) har solgt sit firma, KLZ Meyer, som nu er blevet en del af pierre Autolackierung GmbH, som Pierre Legarth (i midten) står i spidsen for. Til venstre er det Henrik Møller Hansen, som er Business Developer Manager hos pierre Billackierung Gmbh.

Pressemeddelelse, pierre.dk Autolakering A/S

pierre.dk Autolakering A/S er for alvor gået over den dansk-tyske grænse. Europas mest moderne lakkæde har netop overtaget to store skadescentre i henholdsvis Hannover og Fulda

pierre.dk Autolakering A/S har via sit tyske datterselskab pierre Autolackierung GmbH – netop overtaget to skadescentre i henholdsvis Fulda og Ronnenberg ved Hannover.
Det er den velrenommerede skadecenter-virksomhed KLZ Meyer, som nu er blevet en del af den succesfulde danskejede kapital-lakkæde.
– Vi har overtaget en tysk virksomhed, som har ry for at lægge stor vægt på service, kvalitet, god kundeservice samt levering til tiden. Alt sammen parametre, som matcher pierre.dk-konceptet, fortæller Pierre Legarth, CEO i pierre.dk Autolakering A/S.
KLZ Meyer er i virkeligheden en forkortelse for Karosseri + Lackier-Zentrum Meyer, og i spidsen for virksomheden står Johann Frischholz, der i april 2007 overtog KLZ Meyer fra Meyer-familien.
Men virksomheden blev grundlagt helt tilbage i 1938 af Gustav Meyer og Heinrich Rackebrandt.

En tiltalende tilgang

Der er tale om to yderst velfungerende lak- og skadescentre, som både har en moderne og professionel tilgang til faget, samtidig med, at man råder over en stor og velplejet kundeportefølje.
– Jeg har haft møder med Pierre Legarth, og hele pierre.dk’s tilgang til autolakering er noget, som i den grad tiltaler mig. Jeg har lavet dette salg til pierre Autolackierung GmbH, fordi det er en god måde at sikre KLZ Meyers fremtid på, det er jeg slet ikke i tvivl om, understreger Johann Frischholz.
Han fortsætter som afdelingsleder i de to skadescentre, og Johann Frischholz er allerede i fuld gang med at implementere det særdeles konkurrencedygtige koncept, som har bragt den danske-ejede lak-koncern til sin førerpositionen og markedsleder i både Danmark og Sverige.

Markant større marked

Det er fortsat en del af strategiplanen at etablere op imod en halv snes filialer i Tyskland inden udgangen af 2016, og overtagelsen af KLZ Meyer er naturligvis et stort skridt i den retning.
Målet er, at den internationale ekspansion i pierre.dk-koncernen skal fortsætte via etablering af lak-skadescentre omkring strategisk vigtige trafikknudepunkter, hvor koncentrationen af biler er størst i Tyskland.
– Vi arbejder intenst med at analysere det tyske marked. der indbyggermæssigt er tæt på 20 gange større end Danmark. Det samme gælder antallet af køretøjer, og det gør naturligvis Tyskland yderst interessant for os, fortæller Pierre Legarth.
Blandt de forhold, som har gjort pierre.dk til markedsledende i både Danmark og Sverige inden for autolakering, er det unikke koncept, som samtlige lak-centre og medarbejdere har fokus på hver eneste dag.

Den foretrukne leverandør

– Vi udfører markedets højeste kvalitet til tiden, samtidig med, at vi kan holde vore priser på et yderst konkurrencedygtigt niveau. Desuden yder vi leveringsgaranti, og det er umådelig vigtigt i vores branche, understreger Pierre Legarth.
Hensigten er, at pierre Autolackierung GmbH også bliver de tyske bilforhandleres foretrukne samarbejdspartner, præcis som det i dag er tilfældet i både Danmark og Sverige.
– Vejen dertil går via pierre.dk-konceptet og ved at give medarbejderne frihed under ansvar, samt med fokus på at strømline processerne kombineret med et godt arbejdsmiljø. Endelig anvender vi højteknologiske driftsmidler, hvilket indebærer en lang række driftsfordele, fortæller Pierre Legarth.
Virksomheden har for længst rundet 400 ansatte, og pierre.dk er netop kommet ud med det bedste resultat i dets 30-årige historie.
Pierre Legarth solgte i 2010 aktiemajoriteten i sin virksomhed til kapitalfonden Maj Invest Equity, men ejer fortsat selv 25 procent af lakkoncernen.

FAKTA – pierre.dk Autolakering A/S:

pierre.dk Autolakering A/S blev grundlagt i 1985 af Pierre Legarth, der selv er autolakerer.
I efteråret 2010 købte investeringsselskabet Maj Invest Equity 75 procent af virksomheden, som i dag beskæftiger mere end 400 ansatte. Heraf beskæftiger pierre Billackering AB i Sverige godt 70 mand.
Det er fortsat grundlæggeren selv, der er koncernchef/administrerende direktør i pierre.dk A/S.
I 2005 etableredes et nyt og stort hovedsæde i Kolding, hvor virksomheden i dag råder over det største og mest moderne autolakeringscenter i Europa.
I foråret 2011 etablerede lakkoncernen sit første lak-center uden for landets grænser, da Lundblads Billackering AB (Sveriges største lakcenter) blev opkøbt, og med købet af endnu syv lakcentre i Karlskrona, Helsingborg, Skara, Malmø, Skövde, Västerås samt Lidköping, er pierre.dk godt på vej til at manifestere sig i nabolandet.
Medio 2014 etableredes pierre Autolackierung GmbH med base i Hamburg. I oktober fik koncernen sit første lak- og skadescenter i Tyskland, ligeledes beliggende i Hamburg, og senest er den tyske del blevet udbygget med to yderligere lakcentre.
pierre.dk er branchens foretrukne samarbejdspartner og har lak-aftaler med en lang række bilforhandlere, bilkæder og bilimportører og det er Pierre Legarths forventning, at virksomheden i år vil foretage mere end 140.000 reparationslakeringer i Danmark, Sverige og Tyskland.

Yderligere information kan hentes hos:

pierre.dk Autolakering A/S:
Pierre Legarth
Koncerndirektør og CEO, pierre.dk Autolakering A/S
T: (+45) 40 32 18 33 / E: pierre@pierre.dk / W: www.pierre.dk