pierre.dk-koncernen rykker ind i Vetlanda

pierre.dk-koncernen rykker ind i Vetlanda

Endnu et svensk lakcenter er kommet med i pierre.dk-koncernen. Her er det landechef Daniel Nordvall (til venstre) og sælger Lars-Olof Wigh. Foto: Pierre Billackering AB

Kort efter årsskiftet har Kolding-koncernen pierre.dk Autolakering A/S endnu engang valgt at udvide forretningen på den svenske side af Øresund, hvor man i forvejen er repræsenteret med 13 lakcentre. Per 29. januar har koncernens svenske selskab, Pierre Billackering AB overtaget Autolacken i Vetlanda.

pierre.dk-gruppen, der er Europas mest moderne, har netop indgået en aftale med Lars-Olof Wigh, der sælger sit lakcenter til Pierre Billackering AB – det svenske datterselskab i pierre.dk-koncernen.

Dermed runder pierre.dk 14 svenske lakcentre. En ganske bemærkelsesværdig præstation, idet man overtog den første svenske filial i 2011 – altså for bare syv år siden.

Alle lakeringsaktiviteterne i Autolacken i Vetlanda er overtaget per mandag den 29. januar 2018 – hvilket også inkluderer de syv medarbejdere i det velrenommerede firma.

Lars-Olof Wigh fortsætter i pierre Billackering AB-regi som afdelingsleder i det nyerhvervede lakcenter.

Et moderne lakcenter

– Jeg er meget tilfreds med denne handel, fordi det et er et godt og moderne lakcenter, som vi har overtaget. Samtidig er det også en flok dygtige og professionelle medarbejdere, som nu bliver en del af vores koncern, fortæller Bo Jacobsen, der er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.

Autolacken i Vetlanda har gennem de seneste mange år udelukkende håndteret person- og varebiler – og lakcentret er godt rustet til at komme med i pierre.dk-koncernen.

– Der er generelt et meget højt niveau inden for kvalitet, service og faglighed, og det er jo parametre, som vi hos pierre.dk altid har haft fokus på, forklarer direktøren, der også er stolt over, at Pierre Billackering AB nu har rundet de 14 centre.

Tager sig godt af kunderne

pierre.dk’s landechef i Sverige, Daniel Nordvall, glæder sig også over, at Autolacken i Vetlanda er kommet med i koncernen.

– Det er en meget fin forretning, som vi overtager. Man kan godt mærke, at her er det professionelle folk, der har taget sig godt af kunderne. Jeg er overbevist om, at overgangen fra at være et solo-lakcenter til at blive en del af en meget stor lakkoncern bliver en stor fordel for alle parter. Ikke mindst for kunder og medarbejdere i Autolacken i Vetlanda, forklarer Daniel Nordvall.

Vetlanda ligger geografisk cirka 100 kilometer stik vest for Oskarshamn og den svenske østkyst – og dermed placerer det nye lakcenter sig ganske fint i forhold til de øvrige 13 filialer.

Endnu en brik i puslespillet

pierre.dk’s strategi både i Danmark og Sverige er at være bilhusenes foretrukne samarbejdspartner i forbindelse med lakering af personbiler.

– Vetlanda-filialen er endnu en brik i det store logistiske puslespil, hvor vores lakcentre kan hjælpe hinanden, når der er pres et sted og måske lidt færre opgaver et andet sted, forklarer Daniel Nordvall.

Lars-Olof Wigh er glad for, at hans virksomhed og medarbejdere nu er fremtidssikret, og at den er en del af noget større. Han ser frem til samarbejdet med de mange dygtige og engagerede medarbejdere i pierre Billackering AB.

Med opkøbet af lakcenteret i Stockholm driver pierre.dk-koncernen sammenlagt over 50 lakcentre i Sverige, Danmark og Tyskland.

FAKTA – pierre.dk Autolakering A/S:
pierre.dk Autolakering A/S blev grundlagt i 1985 af Pierre Legarth. I foråret 2016 blev pierre.dk en del af Intelligent Repair Solutions Holding GmbH, som ud over ledelsen har Ufenau Capital Partners som aktionærer.
Pierre Legarth er i dag bestyrelsesformand i pierre.dk-koncernen, mens Bo Jacobsen er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.
I 2005 etableredes et nyt og stort hovedsæde i Kolding, hvor virksomheden i dag råder over det største og mest moderne autolakeringscenter i verden.
I foråret 2011 etablerede lakkoncernen sit første lak-center uden for landets grænser, da Lundblads Billackering AB (Sveriges største lakcenter) blev opkøbt. Siden er yderligere 13 svenske lak-centre overtaget – alle i regi af Pierre Billackering AB.
I 2014 gik pierre.dk Autolakering A/S ind på det tyske marked, hvor man via selskabet Pierre Autolackierung GmbH foreløbig har overtaget fem tyske skadecentre.
Med 35 danske lakcentre råder pierre.dk-koncernen samlet set over 54 filialer.
Yderligere information: www.pierre.dk.