Tre midtjyske lakcentre bliver en del af pierre.dk-koncernen

Europas mest moderne lakkoncern, pierre.dk Autolakering A/S, vender nu tilbage til det midtjyske efter flere års fravær. Koncernen overtager pr. 9. oktober tre lakcentre fra Midtjysk Autolakering A/S i henholdsvis Hobro, Sunds og Viborg.

pierre.dk Autolakering A/S er blevet enig med indehaver Jesper Gregersen omkring overtagelsen af Midtjysk Autolakerings A/S’s tre lakcentre i Viborg, Hobro og Sunds.
Overtagelsen sker officielt den 9. oktober 2017, og i samme åndedrag bliver det dygtige og engagerede produktionsteam hos Midtjysk Autolakering samtidig en del af pierre.dk-gruppen. Dermed vil kunderne også fremadrettet bliver serviceret af velkendt personale i de tre lakcentre.
De seneste syv år har pierre.dk Autolakering A/S været underlagt en konkurrenceklausul i Viborg, og har derfor været afskåret fra udføre autolakeringer i området.

Strukturen bliver styrket
– Vi er selvfølgelig meget glade for, at det nu er lykkes os at blive enige med Jesper Gregersen omkring overtagelse af hans særdeles moderne lakcenter, samt hans stærke medarbejder-setup i Viborg. Dermed får vi atter mulighed for at tilbyde markedets højeste kvalitet til tiden, til de mange bilhuse i og omkring Viborg, påpeger Bo Jacobsen, der er administrerende direktør for pierre.dk Autolakering A/S.
Direktøren understreger, at der også er stor tilfredshed med, at de to lakcentre i henholdsvis Hobro og Sunds blev en del af aftalen.
– De to lakcentre passer rigtig godt ind i vores nuværende afdelingsstruktur, og vil derfor styrke serviceringen af vores mange gode kunder, fortæller Bo Jacobsen.

Bedre geografisk dækning
Jesper Gregersen og Bruno Gregersen fra Midtjysk Autolakering A/S vil efter overdragelsen koncentrere sig om at videreføre og udvikle selskabets resterende tre lakcentre i Dronninglund, Aabybro og Klarup.
De to vil derfor alene assistere pierre.dk-koncernen i forbindelse med integrationen af afdelingerne i Hobro, Sunds og Viborg. Hverken Jesper eller Bruno Gregersen bliver således en del af pierre.dk-teamet, når overdragelsen er fuldbyrdet.
Midtjysk Autolakering A/S har i sine meget moderne lakcentre i Viborg, Sunds og Hobro skabt et virkelig effektivt setup rent produktionsmæssigt, hvor der er et stort og uudnyttet potentiale.
– Derfor får vi, med tilknytningen af disse til pierre.dk-koncernen, mulighed for tilbyde såvel eksisterende som nye kunder en endnu større kapacitetsfleksibilitet samt en bedre geografisk dækning, pointerer driftsdirektør Stefan Hansen fra pierre.dk Autolakering A/S.

Medarbejderne fortsætter
De professionelle medarbejdere i de tre afdelinger forsætter i de nye rammer, og de ansatte vil – sammen med pierre.dk’s mange dygtige medarbejdere – være garanter for, at kunderne også i mange år fremover er sikret en stabil og kvalitetsbevidst samarbejdspartner, når det handler om autolakering.
– Midtjysk Autolakering A/S har efterhånden fået en størrelse, som betyder, at vi stod overfor at skulle gennemføre betydelige administrative udvidelser for at varetage den operationelle drift, og samtidig have de nødvendige ressourcer til at kunne forfølge planlagte nye projekter, fortæller Jesper Gregersen.
Som udpræget entreprenør brænder han især for at identificere og igangsætte nye projekter – og derfor slog han til, da mulighed for at sælge dukkede op.

Får frigivet ressourcer
– Da vi fik tilbuddet om at sælge tre af vore veletablerede lakcentre til pierre.dk-koncernen, så vurderede vi, at timingen var helt optimal, idet min far derved får mulighed for at nyde en velfortjent pensionstilværelse.
Samtidig får jeg frigivet både økonomiske og tidsmæssige ressourcer til realisere nye projekter, herunder optimering af vores aktiviteter omkring Aalborg, understreger Jesper Gregersen.
Han er glad for, at de dygtige og topmotiverede teams og lakcentre bliver en del af pierre.dk’s professionelle setup.
– Det betyder jo, at kunderne er sikret en god og stabil leverandør, samtidig med at medarbejderne har en god arbejdsplads i mange år frem, konstaterer Jesper Gregersen.
Hos pierre.dk Autolakering A/S er der også stor tilfredshed over aftalen.
– Vi er glade for, at Jesper har valgt pierre.dk til at videreføre hans tre lakcentre, og vi vil forfølge hans nye projekter med stor interesse, påpeger Bo Jacobsen.

FAKTA – pierre.dk Autolakering A/S:
pierre.dk Autolakering A/S blev grundlagt i 1985 af Pierre Legarth. I foråret 2016 blev pierre.dk en del af Intelligent Repair Solutions
Holding GmbH, som ud over ledelsen har Ufenau Capital Partners som aktionærer.
Pierre Legarth er i dag bestyrelsesformand i pierre.dk-koncernen, mens Bo Jacobsen er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.
I 2005 etableredes et nyt og stort hovedsæde i Kolding, hvor virksomheden i dag råder over det største og mest moderne autolakeringscenter i Europa.
I foråret 2011 etablerede lakkoncernen sit første lak-center uden for landets grænser, da Lundblads Billackering AB (Sveriges største lakcenter) blev opkøbt. Siden er yderligere 12 svenske lak-centre overtaget – alle i regi af Pierre Billackering AB.
pierre.dk-koncernen driver sammenlagt 54 lakcentre i Sverige, Danmark og Tyskland.
Yderligere information: www.pierre.dk.

Ved spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte os for yderligere information:
Jesper Gregersen, Midtjysk Autolakering A/S: +45 21 42 52 14
Driftsdirektør Stefan Hansen, pierre.dk: +45 40 14 84 84
Adm. direktør Bo Jacobsen, pierre.dk: +44 30 89 01 65