VASS-POINT og pierre.dk fornyer og forlænger stor lakaftale

VASS-POINT og pierre.dk Autolakering A/S har netop forlænget laksamarbejdsaftalen for de kommende syv år. VASS-POINT repræsenterer de fleste forhandlere og servicepartnere under Volkswagen Gruppen, og der er tale om en aftale på mere end hundrede millioner kroner årligt.

De seneste fem år har Europas mest moderne lakkoncern, pierre.dk Autolakering A/S, haft en samarbejdsaftale med VASS-POINT, der repræsenterer langt størstedelen af de danske forhandlere og servicepartnere under Volkswagen Gruppen.
Det er eksempelvis forhandlere og værksteder, som håndterer Skoda, Seat, Audi og Volkswagen.
Der er således tale om to betydelige aktører inden for bilbranchen, som nu er blevet enige om at fortsætte samarbejdet – et samarbejde, der omsætningsmæssigt handler om mere end 100 millioner kroner årligt.

Har skabt et stærkt fundament
– Gennem de seneste fem år har vi samarbejdet med VASS-POINT omkring implementering af lakaftalen, og vi er naturligvis stolte over, at pierre.dk og VASS-POINT i fællesskab har skabt værdi for aktionærerne i de to selskaber, fortæller Bo Jacobsen, der er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.
Dermed er der skabt et stærkt fundament, som har været katalysator for et indgå det nye samarbejde, der strækker sig over yderligere mindst syv år.
– Vi ser frem til at fortsætte og videreudvikle vores gode samarbejde med teamet omkring VASS-POINT og deres aktionærer, og den nye aftale øger mulighederne for at skabe merværdi for alle parter, understreger Bo Jacobsen.

Forbedret og fleksibel aftale
Også hos VASS-POINT, der er et af Danmarks største indkøbsselskaber inden for bilbranchen, har man fundet de store smil frem.
– Vi er meget tilfredse med, at vi er blevet enige med pierre.dk Autolakering A/S om en forbedret og fleksibel lakaftale, som sikrer og understøtter, at VASS-POINT kan fortsætte den konstruktive udvikling, som vi står midt i, fortæller Claus Ottesen.
Han er administrerende direktør hos VASS-POINT, der har base i Aarhus.
– Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet og i den forbindelse udbygge partnerskabet og den fælles værdiskabelse, påpeger Claus Ottesen.

Anerkendelse af konceptet
Aftalen med VASS-POINT omfatter al lakeringsarbejde hos samtlige aktionærer i VASS-POINT, og den skaber værdi for alle parter i aftalen, ligesom den ikke mindst sikrer værdi for kunderne gennem markedets højeste kvalitet til tiden.
– Aftalen er obligatorisk for alle de forhandlere, der er aktionærer i VASS-POINT, understreger Bo Jacobsen.
Og han glæder sig over, at aftalen samtidig sikrer fast arbejde til mange dygtige, erfarne og engagerede medarbejdere i pierre.dk i mange år fremover.
– Det glæder os, at VASS-POINT med den nye aftale anerkender vores koncept, som blandt andet baserer sig på markedets højeste kvalitet til tiden, pointerer Bo Jacobsen.

FAKTA – VASS-POINT:
VASS-POINT repræsenterer de fleste servicepartnere og forhandlere af Volkswagen Gruppens mærker i Danmark – Volkswagen, Audi, Skoda og Seat. VASS-POINT har samlet de indkøbsaftaler, der hidtil har eksisteret i VASS, Carepoint, Semler Retail samt i de enkelte mærkers forhandlerforeninger.
Gennem en stor indkøbsvolumen samt et tæt og troværdigt samarbejde, vil VASS-POINT være det naturlige valg for alle leverandører til autobranchen, som ønsker at betjene servicepartnere og forhandlere af Danmarks mest populære bilmærker.
Læs mere på www.vasspoint.dk.
FAKTA – pierre.dk Autolakering A/S:
pierre.dk Autolakering A/S blev grundlagt i 1985 af Pierre Legarth. I foråret 2016 blev pierre.dk en del af Intelligent Repair Solutions Holding GmbH, som ud over ledelsen har Ufenau Capital Partners som aktionærer.
Pierre Legarth er i dag bestyrelsesformand i pierre.dk-koncernen, mens Bo Jacobsen er administrerende direktør i pierre.dk Autolakering A/S.
I 2005 etableredes et nyt og stort hovedsæde i Kolding, hvor virksomheden i dag råder over det største og mest moderne autolakeringscenter i Europa.
I foråret 2011 etablerede lakkoncernen sit første lak-center uden for landets grænser, da Lundblads Billackering AB (Sveriges største lakcenter) blev opkøbt. Siden er yderligere 13 svenske lak-centre overtaget – alle i regi af Pierre Billackering AB.
pierre.dk-koncernen driver sammenlagt over 50 lakcentre i Sverige, Danmark og Tyskland.
Yderligere information: www.pierre.dk.