Danmarks største lakkoncern – pierre.dk – oplever lige nu en helt forventelig nedgang i aktiviteten, som følge af den omsiggribende krise, der er en konsekvens af Corona- og Covid-19-situationen. Hele holdet bag koncernen har håndteret krisen med en yderst professionel tilgang.
Krisen i forbindelse med Covid-19 har ramt bredt både lokalt, nationalt og globalt – og heller ikke pierre.dk Autolakering A/S har undgået at mærke følgevirkningerne af afmatningen.
– Vi oplever lige nu en nedgang i aktiviteterne ude i vores afdelinger, og vi har for nuværende sendt cirka 60 af vores kolleger hjem med fuld løn, forklarer Bo Jacobsen, der er administrerende direktør for pierre.dk Autolakering A/S.
Han er meget tilfreds med en række af de indgreb, som er kommet fra Folketinget i forbindelse med krisen.
– Vi har mulighed for at fastholde vores dygtige og motiverede medarbejdere, og det er en direkte konsekvens af trepartsforhandlingerne omkring lønkompensation. Og det er meget betryggende i en ellers ret så utryg periode, erkender Bo Jacobsen.
Udviser stor respekt for kollegerne
Ordningen betyder også – og det er ifølge direktøren mindst lige så vigtigt – at pierre.dk Autolakering A/S sammen med medarbejderne forhåbentlig kan stå Covid-19-krisen igennem uden afskedigelser.
– I bedste fald får krisen ikke de store økonomiske konsekvenser for alle vores ansatte og deres familier, og det har naturligvis høj prioritet for os som en socialt ansvarlig koncern, understreger direktøren.
De ansatte i pierre.dk har indtil videre håndteret krisen med vanlig professionel tilgang – og ledelsen oplever, at personalet hurtigt har taget den nye virkelighed til sig.
– Vi efterlever alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til at holde afstand, vaske hænder, spritte af og at hoste i sit ærme. Det handler ikke bare om en selv, men det handler også om at udvise respekt over for sine kolleger, fortæller Bo Jacobsen.
Får det optimale ud af situationen
Den administrerende direktør har også roser til lakkoncernens mange kunder.
– Der mærker vi også en helt igennem professionel tilgang til den krise, som vi alle er havnet i uden varsel. Det er ret fantastisk at opleve, hvordan alle parter er indstillet på at få det optimale ud af situationen. Det vil jeg gerne kvittere for, for det betyder, at både de og vi kan opretholde et acceptabelt aktivitetsniveau i denne periode, forklarer Bo Jacobsen.
Han oplever desuden, at parterne kæmper sammen for at komme igennem krisen, blandt andet ved at udvise en meget høj grad af forståelse og respekt for hinanden, og for de begrænsninger, som trods alt følger i slipstrømmen på en krise af de her dimensioner.
– Det er min klare forventning, at pierre.dk Autolakering A/S meget hurtigt kan vende tilbage til vanlig styrke, når Covid-19-krisen atter tager af, hvilket forhåbentlig snart sker, pointerer Bo Jacobsen.